Så er hun på banen igen. Klar til at fortælle om endnu flere oplevelser.
Det sidste nye der er sket, er at jeg har været til Gl. Elevweekend fra den 4-6 april 2008.
Vi ankom ude på Egå Ungdomshøjskole fredag aften og tror at alle havde følelsen af at det var helt uvirkeligt at se det hele igen, at være tilbage. Min første tanke, da jeg trådte ind på Århus Hovedbanegård var, velkommen hjem Anne. Alle gamle elever der kommer tilbage på besøg på skolen, får en smule ejerfornemmelse og mange tænker, hvad laver den gut på mit værelse. Men sådan er det jo, når man har levet de bedste måneder af sit liv der.
Den første aften brugte vi på at få alt nyt at vide om hinanden. Der var kommet rigtig mange fra mit hold, men desværre kom hverken Christina eller Maria, hvilket jeg var rigtig ked af. Trængte sådan til at se dem begge.
Man kunne tydeligt mærke at tiden var gået videre og mange af dem havde rent faktisk fundet sig en kæreste. Det var virkelig skønt at se de alle havde det så godt. Lørdag kom og vi slappede alle af, så vi kunne være friske til festen om aftenen. Temaet til festen var Space og der var nogle der havde rigtig flotte kostumer, men jeg havde ikke haft fantasi og tid til at finde på noget. Vi fik rigtig god mad, snakkede, sang og hyggede os. At se så mange forskellige mennesker, med en kæmpe ting til fælles. Gammel elev på Egå Ungdomshøjskole.
Inden jeg overhovedet var taget af sted om fredagen, havde jeg sagt til mig selv, at denne gang ville jeg ikke gå glip af lærerbandet. Hvilket jeg nemlig gjorde året tidligere. Jeg havde drukket en del og hyggede mig og tænkte jeg hellere måtte sige hej til Peter, som jeg havde været lidt sammen med, da jeg gik der. Endnu en gang måtte jeg så erkende at jeg gik glip af lærerbandet, men ikke kun det, faktisk næsten hele festen. Jeg tror jeg snakkede med Peter i 4 timer eller der omkring. Det var simpelthen så dejligt at snakke med ham igen. Især fordi han har forandret sig sindsygt meget. Kunne knap nok kende ham, da jeg så ham. Men ikke nok med det, så er han blevet meget mere moden og er virkelig kommet videre med sit liv.
Jeg må da indrømme at da han tog hjem kl 02.23 blev jeg da lidt trist, for han havde virkelig fået vækket nogle gamle følelser i mig. Glemte alt hvad der var herhjemme i hans selskab. Heldigvis har jeg da en aftale med at se film med ham, når vi begge får tid. Problemet er jo bare at han bor i Århus og det tager godt nok kun en time, men det er stadig besværligt.
Nu er weekenden så gået og jeg føler mig faktisk lidt tom indeni. Alle de mange mennesker, som jeg holder så meget af, er taget hjem til deres nye liv og hvem ved hvornår jeg kommer til at se dem igen. Nu er det nemlig den lille ulempe at de fleste af dem bor på Sjælland.
Men så må jeg jo bare spare nogle penge op til at komme derover.
Men i hvert fald har det alt i alt været en rigtig vellykket weekend, som jeg gerne gentager næste år.
Jeg er faktisk også nået frem til den lille ting at jeg skal til at stoppe med at ryge. Det føles lidt som at give slip, på den ting der har støttet mig i så mange år, men samtidig vil jeg heller ikke skade mig selv længere. Jeg har brug for energien ved ikke at ryge. Brug for pengene og glad for at jeg kan måske kan slippe afhængigheden af de forbandede smøger. Men det bliver en kæmpe udfordring for mig og mange må bære over med hvor træls jeg bliver. Jeg får højest sandsynligt de værste humørsvingninger, men de går forhåbentlig over igen. Det kræver bare en del kræfter i lang lang tid.
Men stop datoen er sat og nu skal jeg bare forberede mig og gøre mig klar til kamp.
Det var da et lille resume fra min weekend. Det er svært at forklare så mange følelser i en tekst. Men nu må vi se hvornår jeg er tilbage med endnu flere nyheder fra mit liv. Nok mest sandsynligt når jeg stopper med at ryge. Så skal jeg bare have tiden til at gå hurtigst muligt.
EUH for evigt en del af mig!
07 april, 2008
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)


1 kommentar:
Hello. This post is likeable, and your blog is very interesting, congratulations :-). I will add in my blogroll =). If possible gives a last there on my blog, it is about the Servidor, I hope you enjoy. The address is http://servidor-brasil.blogspot.com. A hug.
Send en kommentar