At beskrive hvordan jeg har det er nærmest umuligt. Når folk spørger mig hvordan det går, tænker jeg sådan nogenlunde. Hverken godt eller dårligt. Men hvis jeg tænker nærmere over det, har jeg det jo godt. Skal afsted på højskole om meget kort tid, har en masse skønne venner og veninder og tjener en masse penge.
Forleden spurgte en rigtig god ven mig om jeg synes jeg har et godt liv. I første omgang skrev jeg bare tja, det vidste jeg da ikke lige. Hans svar var at han synes mit liv var perfekt. Jeg havde mindst en person der elskede mig og det var nok til at gøre mit liv mere værd end noget andet. Det fik mig til at tænke over tingene og indså at han havde fuldstændig ret. Det er alt hvad der skal til for at gøre mig lykkelig. Jeg er skræmt over at der ikke skal mere til og at jeg ikke selv havde indset det.

Julen nærmer sig alt for hurtigt og inden jeg ved af det er alle mine ting pakket og lagt klar i bilen. Den 4. januar skifter jeg adresse. Godt nok ikke ifølge postvæsnet, men jeg rejser væk fra alt jeg kender og skal starte forfra. Det er en skræmmende tanke, men samtidig glæder jeg mig til det, mere end noget andet. Jeg føler mig klar til at tage afsted.
Jeg må indrømme jeg er ved at være godt træt af at sælge dyr og foder. Heldigt jeg kun har til den 30. og så er det slut. Men det er da endnu en erfaring til at tage med videre i livet.

Nu vil jeg putte smilet på læben og tænke på hvor skønt mit liv er. Alle burde have en ven som ham der gjorde mit liv lykkeligt. Han ved præcist hvad der skal til for at få en til at føle sig speciel og noget værd. Han er personen man aldrig vil miste og kun kan holde af.